I øjeblikket er det mere reglen end undtagelsen, at vi møder mennesker på vores vej, som bærer maske – Corona-maske. Vi har vænnet os til, at det er sådan det må være, fordi vi alle skal hjælpe med til at holde smittetrykket nede, og dermed tage hensyn til vore medmennesker.

Vi tænker nærmest ikke over, at de mennesker som vi omgås har det halve af deres ansigt gemt bag et mundbind. Men det gør det ofte svært at kunne aflæse hinanden, særligt de mennesker, som vi ikke kender. Vi kan måske syntes det er utrygt at møde en fremmed med tildækket ansigt, og under normale forhold vil vi måske gå over på den anden side af vejen, hvis den vi møder ser for truende eller fremmedartet ud.

Det kan også være, at vi går lidt uden om hinanden, men i dag er det nok ikke fordi vi bærer maske, men fordi ethvert andet menneske reelt set indebærer en smitterisiko.

Vi forsøger at ”leve med”, at det er sådan, livet er netop nu.

Til fastelavn er det tradition, at man tager maske på – i hvert fald de yngste.

Fra gammel tid gjorde man det for her inden den ”festfattige fastetid”, at kunne slippe sig selv løs eller for en stund få lov til at være en helt anden. Vi leger, pjatter og siger ”kan du gætte hvem jeg er?” og så opfører vi os, som om vi selv er dén, som vi skal ligne.

Men det er jo kun et spil, - det er kun noget vi ”leger”, selvom der sikkert også kan ligge mange drømme og længsler bag, at kunne være en helt anden, end den man er.

For vi mennesker har det også i vores dagligdag med at gemmer os ofte bag en maske. Vi vil gerne tage os godt ud i andres øjne, eller se ud som om, at vi har styr på os selv og vores liv. Men måske er det også bare ”skuespil”, fordi vi ikke er tilfredse med den ”udgave” vi selv i virkeligheden er. Her i fastetiden – på vej mod påske – bliver vi mindet om, at vi er helt OK, som dem, vi er. At vi er elsket, lige meget hvilken maske vi gemmer os bag, - og ja, at vi også er elsket for netop den, som vi er inde bag vores selvgjorte masker.

Evangeliet handler om Ham, der kom til verden og til os mennesker, for at vise os, at vi over for Gud ikke skal stille os an, eller leve op til en bestemt facade for at kunne være menneske og Guds barn. 

Vær den, du er, siger Jesus, og det er der faktisk en frihed i!  

Må Gud da velsigne os - til at turde være os selv!

Erik Meier Andersen, Sognepræst Adventskirken